Midt på Skeppsbron i Åhus står en stolpe med en masse skilte. Det er sådan en turistting som placerer Åhus på verdenskortet og viser, at Åhus minsanten er midtpunkt. Vancouver -9 timmar, Lima -6 timmar och Sydney +9 timmar står der på nogle af skiltene for at vise tidsforskellen. Tiden gør vel ingen forskel. For her på Åhus Gästgifvaregård føles det indimellem som om tiden står stille; når jeg træder op på stentrappen fra Skeppsbron, åbner døren og træder ind kunne en blæsende by i Canada eller hovedstaden i Peru ikke interessere mig mindre. Faktisk kunne jeg ikke være mere ligeglad med verden udenfor. Kan ligesom ikke andet når jeg bliver mødt med et velkommen som faktisk kommer fra hjertet og et smil, der siger Åh, hvor herligt at du kommer till os.. Der i en af lænestolene i læder til højre i foyeren, siddende med en single malt-whisky, vokser en unik følelse som gør at skuldrene synker, den der modbydeligt stive nakke fra alt for mange natlige skriveopgaver ved computeren løsnes op og føles for en gangs skyld normal, og hjertet begynder at slå usædvanligt behageligt. En gang imellem, når tankerne har fløjet så frit og herligt, som de bare kan ved en sådan fredfyldt ro, har jeg spekuleret på om Lasse Bylin mon lader en slags beroligende gas cirkulere i ventilationssystemet? Nej, alvorligt talt, forklaringen er så enkel, men i vores toppræsterende, sønderstressede samfund hvor ingen djævel magter at være menneske for alvor, er den samtidig så unik. Her findes roen. Den bare er her. Den findes i væggene, som hvis de kunne tale ville fortælle historier om vilde sømænd,der drak sig fulde her i 1700-tallet, om brændevinskongen og ålekongen. Om latter. Diskussioner. Skænderier. Om kærlighed og knuste hjerter. Den findes hos serveringspersonalet som fra første sekund behandler dig som var du en gammel ven. I maden. I de personlige værelser. Jeg kan ikke andet end at trives på Åhus Gästgifvaregård. Som den der nat i november 1999. Vi skulle ned på gåsegilde. Vi skulle ankomme sent, og jeg ringede til gæstgiver Lasse Bylin og spurgte om han ikke kunne arrangere lidt hyggelig natmad med lidt røget ål. Da vi kom ind i den lille spisesal havde han dækket op med røget ål, spegeskinke, herligt groft brød og sat pilsner frem. En flaske Åhus Bitter stod på is. Vi ville aldrig gå og lægge os. Som i august 2001. Det var ved syvtiden om morgenen. Jeg tog min morgenmadsbakke, som jeg naturligvis havde forsynet med den mageløse hjemmelavede leverpostej, og gik og satte mig på udeserveringen. Solen brød forsigtigt gennem morgendisen. Nogle måger skreg et stykke borte. En båd med to-taktsmotor dunkede forbi på Helge Å. Indimellem står tiden stille, og verden udenfor forsvinder. STEFAN JOHANSSON Mad- og rejseskribent på blandt andet Aftonbladet og Euroworld.